Juleafslutning i Erhvervskvinder 2024

Julen nærmer sig og vi skal i Erhvervskvinder selvfølgelig i en hyggelig julestemning sammen. 

I år har vi i arrangementsgruppen valgt at kaste jule-glimmer over vores skønne netværk i det charmerende og inspirerende kulturhus Mejeriet i Tarm. Mejeriet har udviklet sig fra en gammel og nedslidt bygning til et kulturelt fyrtårn, hvor kultur & håndværk, musik & nærvær er i højsædet. 
Aftenens første kalenderlåge skal naturligvis derfor åbnes i selskab med Tove Lauritsen, som er dette magiske steds ”founder”. Hun vil vise os rundt i de mange spændende lokaler i huset, mens hun fortæller om Mejeriet start, vision og spændende udvikling. 

Anden låge i julekalenderen åbnes i det hyggelige lokale på 1. salen, hvor vi skal nyde en juleinspireret middag fra Bechs Hotel i Tarm. Traditionen tro skal vi selvfølgelig sammen skabe lidt bjældeklang med vores stemmer, men gran-grenene skal vi efterfølgende selv ned i keramik-lokalet og lystigt kreére. Under kyndig vejledning har Louise Rye Svith lovet at guide os gennem en lille kreativ og hyggelig workshop i keramiklokalet, hvor vi leger med ler og skaber søde, sjove eller særlige juletræer med forskellige strukturer. Dette kræver absolut ingen forkundskaber, men blot lysten til en kreativ leg og sjov samvær med hinanden. Medbring evt. dit eget forklæde da kreative processer kan ”sprøjte” lidt. Mejeriet lover, at vores juletræer efterfølgende glaseres, således at den svære julegave til din mand hermed bliver sikret...:-)

Aftenens program:

17.45: Ankomst
18.00: Velkomst ved Ann Michelle
18.15: Rundvisning og fortælling om Mejeriets historie og vision ved Tove Lauritsen
18.45: Julemiddag fra Bechs Hotel
19.45: Workshop i keramiklokalet
21.15: Afslutning - tak for i år og rigtig god jul

Tilmeldingsfrist: torsdag d. 5. dec.
Dato: tirsdag d. 10. dec. 2024
Sted: Mejeriet, Kirkegade 1, 6880 Tarm
Pris for medlemmer: 325,- 
Pris for gæster: 400,-
Kontaktperson: Linda Stampe: 22828705